Nyt Fra Danmark - magasinet for Udedanskere
Hans Hertel red.: Det stadig moderne gennembrud

De kulturradikales ormstukne arvegods. Magister Henrik Bandak anmelder professor Hans Hertels antologi om Georg Brandes

Skrevet af: Henrik Bandak. Fra nr.: 2, 2005

Georg Brandes vakte storm, da han i en forlæsningsrække 1871 om det europæiske åndsliv hånede vor forløjede nationalromantik efter tabet af Slesvig som en degnekultur fostret af overbeskyttede og kønsforskrækkede tøsedrenge på fede præstegårde. Og en stor del af vore forfattere var vitterlig præstesønner uden kendskab til hvad der skete ude i verden - for ikke at nævne naturvidenskabernes fremskridt. Brandes bragte frisind og social samtidsbevidsthed til den danske intelligensia og manede litteraturen til at tage samfundsproblemer under debat. Selv skrev han som en drøm - og trods nogle lærerige års landflygtighed i Berlin, blev han snart en halvgud, der endog turde undsige den horisontforsnævrende indflydelse fra geniet Søren Kierkegaard.

Havde Brandes ret? Langt hen - men niveauet og den frugtbare inspiration synker altid, efterhånden som det nye tankegods udvandes af eftersnakkere. Givetvis har oplysningstanken og den kritiske skepsis været et åndeligt salt, men når det kommer dertil, at ateismen, fremskridtstro og uhildet driftsudfoldelse bliver dogmer i en ny religion under forsæde af uforsonlige ypperstepræster og heksebrændere, er det tid at blæse til retræte. Og ironisk nok har netop Brandes-haderen Søren Krarup langt mere af Brandes esprit og snert i argumentationen end hans modstandere i debatten.

De såkaldt postmoderne som litteraten Hans Hauge kritiserer fra en anden vinkel de kulturradikale for at være håbløst gammeldags i deres darwinistiske tro på, at videnskaben kan forklare alt. Thi for de postmoderne er intet sikkert, og de nyreligiøse kan derfor være mere moderne end de vaneateister, som mener, at vi frit kan omdigte familiemønstret og vor biologiske arv ud fra rationelle utopier.

Klare forudsigelser

Men man bør altid gå til kilderne; førende Brandes-kendere har derfor udgivet en glimrende antologi om Brandes, hans indflydelse i samtiden og hans aktualitet i dag - under kyndig redaktion af professor Hans Hertel og med titlen Det stadig moderne gennembrud. Der kan vi læse, at Brandes tidligt gennemskuede det tyske kejserrige og stik mod sin politiske åndsfælle den radikale leder Viggo Hørup fremhævede behovet for et nationalt forsvar. I tyvernes Berlin efter den skæbnesvangre Versailles-fred forudså oldingen atter klart, hvad der var på vej - ligesom han skarpt undsagde Sovjetunionen og den kommunistiske utopi.

Senere kulturradikales knæfald for sovjetkommunismen samt den famøse historiske nødvendighed var derfor ikke uafvendelige følger af kulturradikalismen - og kan af gode grunde ikke tilskrives arven fra Georg Brandes. Ja, et stædigt rygte vil endog vide, at Brandes til sidst tilsluttede sig den kristne Søren Kierkegaard, som han i sine yngre dage havde betegnet som et sygt provinsgeni.

Tegn abonnement Tilmeld dig nyhedsbrevet eller Tip en ven


Udskrift af artiklen er kun til privat og personlig brug. Nyt fra Danmark har ophavsretten til samtlige artikler på www.nytfradanmark.dk