Nyt Fra Danmark - magasinet for Udedanskere
Søren Krarup, Per Stig Møller, Ebbe Kløvedal Reich: VIRKELIGHED OG UTOPI

Tre sæt holdninger på 30 års afstand. Tre markante meningsdannere mødtes igen og gjorde status over deres livs politiske tænkning

Skrevet af: Henrik Bandak. Fra nr.: 3, 2005

1973 udkom debatbogen ”Utopi og virkelighed” af Ebbe Kløvedal Reich, Per Stig Møller og Søren Krarup. Før Ebbe Kløvedals nylige død lykkedes det at få det højst umage trekløver til endnu engang at stikke hovederne sammen – denne gang under den omvendte titel ”Virkelighed og utopi”. Hvor tog de fejl, hver især, og hvilken rolle bør utopier spille i dag?

Søren Krarup, teolog, sognepræst og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, er stadig den bedste skribent, men også den eneste af de tre, der ikke har forandret sig: Nu som dengang er han modstander ikke blot af af enhver overnational suverænitet som ufolkelige abstraktioner, men tillige af utopiske tankegange af enhver art. Kristendommen forpligter os på vort konkrete og historiske ansvar der, hvor vi er sat – og at indføre det gode ved dekreter er kongevejen til helvede. Vist kan vi vedtage love og regler, men kun for at forsikre os på fornuftig vis mod magtovergreb, ganske som vi har militær og politi for at kunne forsvare retsstaten og ikke for at foretage korstog og revolutionere verden. Så snart vi i Rousseaus ånd forsøger at udtænke det perfekte samfund, forfalder vi til magtfuldkomment storhedsvanvid; og hvor den slags ender, har vi set. Den enkelte frihed skal respekteres, og ingen har ret til at frelse sin næste mod hans vilje, endsige ved lov.


Den konservative
er mest forandret


Søren Krarups standhaftighed imponerer mindre i dag, end dengang han stod over for en utopisk majoritet. Konservative Per Stig Møller, der i dag er landets udenrigsminister, er den, der har forandret sig mest. Nu taler han moderat og fornuftigt om tvivlen som europæisk kerneværdi samt om EUs mulige rolle i en global ansvarlighed: Problemet er, at hvis vi får inddraget hele verden i den globale og dynamiske vækstøkonomi, går det let ud over miljøet; men hvis ikke riskerer vi at blive genstand for masseindvandring af arbejdsløse fattige. Kabalen kan ikke ligesom utopierne ignoreres, for den er virkelig, og hvis ikke USA vil tage tyren ved hornene, så må EU gøre det ved at indgå konstruktivt i det globale samarbejde.

Læser man derimod den unge Møller anno 1973, kan man ikke tro at det er samme person. For han bekendte sig af historisk ”nødvendighed” til en vidtgående tvang med regler om raceblanding samt skift af bopæl hvert syvende år – for helhedens skyld, ganske som i visse af den tidlige oplysnings groteske samfundsutopier. Dengang var Søren Krarups indvendinger sandelig på deres plads, selv om Per Stig Møller forsvarede sig med at samfundet jo allerede beordrer tvungen skolegang og militærtjeneste.


Utopisk tænkning
er ikke gået under


Ebbe Kløvedal Reich giver et mere organisk indtryk, for selv om han engang gik ind for decentrale kollektive organisationsformer, var han ikke rabiat. Men som Per Stig Møller har også han ændret opfattelse: For selvom han fastholder nationalstatens unikke historiske legitimitet i forhold til såvel decentrale som overnationale konstruktioner, så ser han også problemer, der kalder på politisk suverænitet på et højere niveau.

Kløvedal mener, at retten til overhovedet at tænke ”utopisk” på helhedens vegne fornægtes i lige grad af islamiske ortodokse som af USAs fanatiske nykristne, der med George W. Bush overlader alt til markedet og pengene – undtagen allehånde korstog mod ”de onde”. Og Kløvedal tilføjer, at sovjetregimets undergang ikke var utopiernes undergang: For den kommunistiske totalitarisme forbød jo netop enhver ansats til utopisk tænkning.

Hvor Søren Krarups velgørende konsekvens ikke længere virker ubetinget frugtbar, så finder både Ebbe Kløvedal og Per Stig Møller en plads til den utopiske tænkning. For Møller er den utopiske dimension endda nærmest uadskillelig fra den europæiske tvivl: ”Kunne vi ikke gøre det her på en lidt bedre måde?” Tankeforbud kan aldrig være sagen – uanset om det sker i kristent eller islamisk regi. Men vi må aldrig krænke andres ret til selv at tvivle.


Tegn abonnement Tilmeld dig nyhedsbrevet eller Tip en ven

Udskrift af artiklen er kun til privat og personlig brug. Nyt fra Danmark har ophavsretten til samtlige artikler på www.nytfradanmark.dk