Nyt Fra Danmark - magasinet for Udedanskere
Magasinet for udedanskere
Danmark med i sikkerhedsrådet

For fjerde gang bliver Danmark nedlem af FNs sikkerhedsråd

Skrevet af: Allan Aistrup. Fra nr.: 4, 2004

Fra nytår sidder Danmark med i FNs sikkerhedsråd. Det blev afgjort ved en afstemning blandt FNs 191 medlemslande i oktober. Fem nye lande blev valgt for en to-årig periode. De fire andre var Grækenland, Argentina, Tanzania og Japan. Det blev bemærket, at Danmark fik færre stemmer end de andre, hvilket tolkedes som visse medlemsstaters misbilligelse af Danmarks ivrige deltagelse i Irak-krigen.

Danmark bliver i sikkerhedsrådet repræsenteret af ambassadør Ellen Margrethe Løj, 56 år, som siden 2001 har været Danmarks faste repræsentant ved FN i New York. Hendes karriere startede samme sted, da hun i 1977 blev ambassadesekretær ved FN-missionen. Senere har hun været ved EF-repræsentationen i Bruxelles og i årene 1989-92 var hun ambassadør i Tel Aviv for siden at blive hentet hjem til København som chef for Udenrigsministeriets Sydgruppe.

Sikkerhedsrådet har 15 medlemmer, hvoraf fem stormagter (USA, Rusland, Storbritanien, Frankrig og Kina) er permanente medlemmer med vetoret. Danmark har tre gange tidligere siddet i sikkerhedsrådet, i 1953-54, 1967-68 og 1985-86. Specielt huskes perioden i 1960erne, hvor den danske ambassadør Hans Tabor (senere udenrigsminister i regeringen J.O. Krag) blev sikkerhedsrådets formand i den dramatiske periode, hvor seksdageskrigen mellem Israel og de arabiske nabostater rasede.

Tegn abonnement Tilmeld dig nyhedsbrevet eller Tip en ven

Udskrift af artiklen er kun til privat og personlig brug. Nyt fra Danmark har ophavsretten til samtlige artikler på www.nytfradanmark.dk