Nyt Fra Danmark - magasinet for Udedanskere
Peter Tudvad: Kierkegaards København

Når en grim ælling folder sine svanevinger ud, bliver der røre i andedammen – og da især hvis det er en lærd strid om filosofiens arvesølv: Søren Kierkegaard.

Skrevet af: magister Henrik Bandak. Fra nr.: 3, 2004

For tre år siden udkom lektor i teologi Joakim Garffs murstenstykke værk SAK om Søren Kierkegaards liv i Guldalderens København. Velskrevet som en roman blev den en bestseller og oversat til verdenssprogene – og forfatteren modtog Georg Brandes prisen for den hidtil grundigste og mest gennemresearchede Kierkegaard-biografi.

Joakim Garff er ansat på Søren Kierkegaard Forskningscentret, men skrev sin bog i fritiden og helt på eget initiativ. Udover at kaste et bredt lys over geniets samtid samt yde hans mange modstandere mere retfærdighed end den meste Kierkegaard-litteratur, lægger Garff op til en revision af Kierkegaard-synet: Den geniale mand levede ikke som han lærte, og hans kristne lidenskab var mest en litterær konstruktion.


Forskerkollega skriver
en helt anden historie


For nylig udkom et konkurrerende pragtværk af samme kaliber, ”Kierkegaards København”. Forfatteren Peter Tudvad er cand mag i filosofi og samtidig Joakim Garffs kollega på Kierkegaard Centret. Tudvad har på Rigsarkivet kulegravet al tænkelig dokumentation omkring tænkeren og hans samtid – og modbeviser en mængde forlængst vedtagne sandheder, som også Garff overtager uden at efterprøve dem.

Nok drejer det sig ofte om pedantiske detaljer, men udover at skyde Garffs kildekritiske troværdighed i sænk lykkes det Tudvad at rehabilitere Kierkegaard som en næstekærlig kristen – meget langt fra Garffs portræt af ham som en egoistisk og sygeligt selvoptagen levemand omgivet af tjenere.

Eksempelvis lod Kierkegaard i flere år en periodisk sindssyg snedkersvend ved navn Strube og hans familie bo i sin lejlighed. I Garffs version er tale om en underbetalt tjener. At familien er gået lidt til hånde efter endt arbejdstid kan hænde, men Tudvad efterviser at Strube ved folketællingen 1850 står angivet som snedkersvend – og ikke som tjener.

Værre er dog at Garff til tider digter ugebladsagtigt helt uden hold i sine forlæg – således står om Kierkegaards rektor på Borgerdydskolen, at han dyrkede fællesbadning med de spinkle drenge efter langbold. I den historiske kilde står blot, at han underviste drengene i såvel langbold som svømning. Garff fortæller også, at Kierkegaard ikke værdiger sine søskende et ord i sine dagbøger, da de falder fra en efter en, – men sandheden er, at de døde før den unge Kierkegaard begyndte at føre journal. Hvortil som bekendt kommer, at de største slag i livet ofte lader os stumme. At Kierkegaard opfordrede en deprimeret niece til at gå sig rask, bliver ligeledes hos Garff til at han gav sin lamme (!) niece nævnte vittige råd.


Stærke beskyldninger

Tudvad beskylder også Garff for plagiat – for ikke blot gengiver han som sagt frejdigt sine forlæg snart ordret, snart sjusket eller forvrænget: han nævner dem ofte ikke udover i litteraturlisten. Imidlertid kan historiske oplysninger nu af gode grunde kun bero på tidligere kilder: Hvis Garff foregav at digte sin viden frit, ville han jo ikke have kaldt sit værk en biografi. Men et enkelt sted er anklagen om plagiat berettiget – for næsten ordret begrunder Garff som sin egen en lægekyndig forgængers udførlige teori om, at Kierkegaards far var syfilitiker og på et tidspunkt har indviet Søren i sin hemmelige forbandelse. Uden at nævne ophavsmanden.

Peter Tudvad skriver dansk pressehistorie ved sideløbende med at udsende sit værk at udbasunere og belægge de nævnte anklager over sensationelt stor spalteplads i adskillige af landets aviser. Tonen er uforsonlig og anklagen for grov videnskabelig uhæderlighed er uden forbehold.

Peter Tudvad bedyrer at der ikke er tale om personligt nag, men at han skriver for at rense Kierkegaard minde. Men derudover har det stødt ham voldsomt, at Garffs bog er blevet udråbt og kåret som det definitive videnskabelige værk - hvad det altså langtfra er. Her kunne man nu indvende at Tudvad plagierer – Søren Kierkegaard: Kierkegaard skrev nemlig i sin tid pressehistorie ved at udbasunere lignende anklager, da Biskop Martensen ved sin forgænger Mynsters begravelse udråbte denne til helligt sandhedsvidne. For i Kierkegaards øjne var salig Mynster en feteret levemand – og han selv sandhedsvidnet og martyren. Hvis levemanden Garffs internationale succes har været Peter Tudvads store martyrium, så får han nu oprejsning og vil selv gå over i Kierkegaard-forskningens historie som et sandhedsvidne – samt en kværulant af Guds nåde.


Peter Tudvad: Kierkegaards København. (Politikens Forlag, 500 kr , 349 kr)

Køb Peter Tudvad: Kierkegaards København


Udskrift af artiklen er kun til privat og personlig brug. Nyt fra Danmark har ophavsretten til samtlige artikler på www.nytfradanmark.dk