Nyt Fra Danmark - magasinet for Udedanskere
Magasinet for udedanskere
Sommerferien
skal flyttes

Den danske skoleferie bliver flyttet en uge længere hen på året

Skrevet af: Redaktionen. Fra nr.: 3, 2004

Den danske skoleferie bliver flyttet en uge længere hen på året. Beslutningen er truffet i enighed mellem regeringspartierne, socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Ferien skal flyttes fra uge 26-31 til uge 27-32.

Af praktiske årsager var det i første omgang meningen at vente til 2008, men dette års våde danske sommer fik partierne bag aftalen til at ombestemme sig og fremrykke tidspunktet for den senere skolesommerferie til 2006, hvor første dag i skoleferien bliver rykket til den 24. juni.

Undervisningsministeriet forventer desuden, at kommunerne forlænger sommerferien allerede i 2005 med én uge ind i august. Det sker for at sikre, at der ikke bliver uforholdsmæssigt mange skoledage i skoleåret 2005/06, når sommerferien i 2006 begynder en uge senere end normalt.

Men flytningen betyder farvel til ferie på Sankt Hans aften i juni og færre af de lyse nætter i ferietiden. Til gengæld er der erfaringsmæssigt flere varme og solrige dage i den uge af august, hvortil skolebørnenes fremtidige ferier forlænges.


Tegn abonnement Tilmeld dig nyhedsbrevet eller Tip en ven




Udskrift af artiklen er kun til privat og personlig brug. Nyt fra Danmark har ophavsretten til samtlige artikler på www.nytfradanmark.dk