Nyt Fra Danmark - magasinet for Udedanskere
Magasinet for udedanskere
Post-digitale
indre drømme

Digitalkunstneren Linda Cornelius kan male med pensler, der har 16 farver!

Skrevet af: Mikael Rømer. Fra nr.: 2, 2004

Kunstner, reklamekvinde, post-digital veteran, købmand. Betegnelserne er mange, men et er sikkert: Linda Cornelius har aldrig drømt om tilværelsen som en fattig kunstner på et loftsværelse uden varme. Når hun taler om kunst gør hun det - uden bæven - ud fra et æstetisk synspunkt og inddrager historie og politik i sine overvejelser. Hun er en modstander af moderne kunst uden budskab og har en drøm om en ny kunstnergruppe, der skal gøre verden til et bedre sted at være - via æstetikken.

Min kongstanke er kunst, hvor tilskuerne føler sig ophøjet og får det bedre med verden. Man bliver jo ikke deprimeret af at se på Guernica. Kafka er ikke deprimerende, Marcel Proust er ikke deprimerende, men den moderne angrebskunst, som blot fortæller hvor sygeligt vores samfund er i dag, er jo bare deprimerende - hvad har vi ud af det?! Kunsten er skabt til at gøre verden et bedre sted at være. Jeg tror ikke, der i dag er et vigtigere menneske end kunstneren: Han kan gøre en forskel på om din verden er en hæslig, degraderet, psykiatriseret verden - eller en opløftet, konstruktiv verden. Kunstneren har et fantastisk ansvar; i hvilken verden fører han sine medmennesker hen?


Udedansker
fra barnsben


Linda Cornelius begyndte sin tilværelse som udedansker allerede da hun var to år! Det var i 1956. Hendes forældre flyttede fra Virum til Nice. Der boede familien i fem år. Men efter at general Charles de Gaulle kom til magten, blev det faderen, tegneren Cosper Cornelius, for meget. Familien flyttede til Rom. Her var det den infernalske trafik, der en dag blev for meget for Cosper, og atter skiftede familien bopæl. Fra Rom gik turen til Venedig.

Der har været langt mellem Linda Cornelius ophold i fædrelandet. Størstedelen af sin voksne tilværelse har Linda Cornelius ernæret sig som reklametegner, i al væsentlighed som selvstændig efter en kort flirt med livet på et reklamebureau.

Grundlaget for hendes kunstneriske kunnen blev lagt allerede, da hun som 11-årig i Venedig begyndte på kunsthåndværkerskolen. Senere, under en otte måneders strejke i Italien, hvor skolen lå mennesketom hen, valfartede hun til Holbæk og nåede at snuse lidt til de danske kunsthåndværkeruddannelser, inden hun rejste tilbage til Venedig. I de unge år opholdt hun sig desuden på en kunstskole i Schweiz og i Århus, hvor jeg malede løs døgnet rundt. Efter nogle år som reklametegner i København kaldte Italien igen. Linda Cornelius flyttede til Milano i 1982 og har boet der lige siden.


Udviklingen
på computer


I Milano mødte Linda Cornelius sin Giorgio, som foruden stor personlig lykke også gav hende et uvurderligt råd om teknologi og kunst: Evolutionen går i denne retning, du kan ikke fortsætte med at være analog reklametegner. Siden har Linda Cornelius været et skridt foran hele tiden, og er det stadig. For at kunne bedrive sin digitale kunst er hun nødt til ustandselig at udvikle sine redskaber. Hun designer selv sine pensler og farver.

Jeg har helt fra de første verisoner af photoshop og andre tegneprogrammer brugt dem og har haft rig lejlighed til at rase ud med special effekterne, for siden at komme endnu videre i brugen af computeren. I dag kalder jeg mig faktisk post-digital.

Linda Cornelius er - så vidt vides - den eneste kunstner i verden, der maler billeder digitalt i format helt op til 1,5 x 2 meter.

Jeg kan nogle ting, som en almindelig kunstner ikke har mulighed for. Jeg kan jo for eksempel male med en pensel, der har 16 farver! I det digitale har jeg fundet det medie, hvor jeg bedst kan udtrykke mig. Jeg har mulighed for at male med kridt på olie eller vand på plastic og samle det hele i ét maleri, som ikke nødvendigvis er rundt eller firkantet. Hvis jeg vil male søndag eftermiddag, men ikke har noget gul maling i huset, er det heller ikke noget problem. Det er en frihed som for mig er uundværlig.


Symbiose af
kunst og industri


Efter en rejse til USA i 1998-99 tog Linda Cornelius springet og gjorde det hun allerhelst ville; være kunstner. I dag påtager hun sig udelukkende reklameopgaver, når det er nødvendigt for at hun kan betale sine regninger.

Hendes første udstilling (hvis vi fraregner hendes egentlige debut som 16-årig i Venedig på det toneangivende galleri Bevilacqua la Masa), var i 2000 på et galleri i udkanten af Milano. Folk fra den afrikanske filmfestival i Europa så udstillingen og forelskede sig så meget i Linda Cornelius malerier, at de bad om et billede til deres årlige plakat. Den plakat fik så megen medieomtale, at PR-arbejdet på det nærmeste har gjort sig selv.

Året efter tog den Epson-koncernen chancen og brugte Linda Cornelius billeder til en messe, hvor alle andre viste fotos. Plakaten der markerede Epsons stand var i format 5 x 5½ meter. Fordelen ved den digitale kunst er netop, at grænserne for det mulige er helt anderledes vide end i traditionel kunst. Epson bad om Cornelius fortolkning af firmaets logoblomst. Resultatet blev de så begejstrede for, at de lod den trykke på silketørklæder, der blev brugt som julegaver til kunder og forretningsforbindelser.

Til sommer viser Linda Cornelius sine billeder på en separatudstilling i museet Camos i den sydfranske by Bargemon. Det sker fra 26. juni til 21. juli.


Chagall og Cornelius

Linda Cornelius malerier har en vis lighed med Chagall. Det er ikke nogen tilfældighed.

Hvis Chagal vågnede op i dag og var sytten år, ville han så blive verdenskendt? Hvem ved?. Jeg kan lide Chagals fabulerende verden. Rousseau også. Jeg elsker folk, der maler deres indre drømme. Jeg forsøger selv at stille mig således over for mine malerier, at der ikke er kulisser mellem mig og billederne - for at undgå et intellektuelt slør i den kreative proces. Jeg vil nå frem til en Lindaessens.



Udskrift af artiklen er kun til privat og personlig brug. Nyt fra Danmark har ophavsretten til samtlige artikler på www.nytfradanmark.dk