Nyt Fra Danmark - magasinet for Udedanskere
Søren Mørch: 24 Statsministre

Søren Mørchs bog, 24 Statsministre, er en meget læsevenlig oplevelse trods sine små 500 sider

Skrevet af: Mikael Rømer. Fra nr.: 2, 2001

Da Stauning forud for Erik Scavenius udnævnelse til udenrigsminister 1940 blev spurgt, om Scavenius dog ikke var for tyskvenlig, svarede Stauning med den berømte replik: ”Scavenius er overhovedet ikke venlig”. Det er kuriositeter som ovenstående, der foruden et fremragende sprog er med til at gøre Søren Mørchs bog om dansk politik gennem et århundrede til en meget læsevenlig oplevelse trods sine små 500 sider. Når det så er sagt vil der utvivlsomt være indvendinger fra alle der har fulgt dansk politik gennem det tyvende århundrede, hvad enten det har været som akademiker eller som almindelig avislæser. Hvordan udvælger man de vigtigste perioder og episoder i et århundrede uden at gøre vold på begivenhedernes gang ved nødvendigvis at hugge en hæl og klippe en tå?

Udviklingen gennem det tyvende århundrede
En af mulighederne er at binde historien op på landets skiftende statsministre og beskrive udviklingen gennem dem. Her vil det igen være svært at tilfredsstille alle alt efter interesse, politisk orientering og smag. Historikeren Søren Mørchs ud, ”24 statsministre”, er interessant læsning, der giver såvel det officielle billede af landets regeringschefer som de bagvedliggende forklaringer, der af mere eller mindre åbenlyse årsager holdes skjult for befolkningen. Kritikken fra historikerkolleger har lydt, at man vanskeligt kan beskrive så bredt et område som dansk politik i det tyvende århundrede indenfor så snævre rammer. Men bogens styrke er netop, at den ikke er en akademisk afhandling. Ligesom bogens sider heller ikke er gennemsyret af noter og henvisninger teksten igennem. Vidste man ikke bedre, kunne man
foranlediges til at tro, at bogen er skrevet af en journalist eller af en prosaist. Men det gør ikke noget, at en velskrevet bog også samtidig er overordentlig veldokumenteret. Og det er den.

De glemte statsministre
De skiftende statsministre og konseilspræsidenter – som posten hed frem til 1918 – har ikke alle været lige gode til at gøre indtryk på eftertiden, som Mørch fastslår i sin indledning. Nogle har de fleste af os glemt eller sågar aldrig hørt om. De tre første kapitler omhandler henholdsvis Hørring, Sehested og Deuntzer. Vi læsere er ifølge forfatteren lovligt undskyldt, hvis omtalte navne ikke får en klokke til at ringe. Embedsperioderne har langt fra heller været lige lange for landets statsministre. Fra Stauning, der er rekordholder for længste embedsperiode på 15 år, til Otto Liebe, der kun nåede at beholde sin post i sølle syv dage, efter at kong Christian 10. havde afskediget ministeriet Zahle oven på påskekrisen i 1920. Men alle får deres storhed og fald beskrevet indgående samt hvilke politiske dags-ordener, der var aktuelle på deres tid.

Landet i forandring
Bogen er foruden 24 politiske og ikke mindst personlige portrætter samtidig en fortælling af den forandring Danmark som nation, som kongerige og som demokrati har undergået fra landet de facto var et valgbart aristokrati til parlamentarismen blev indført ved systemskiftet – og fra landbrugssamfund til industrisamfund. Fra da man ikke kunne
forestille sig en udenrigsminister, der ikke var adelig, og fra dengang kongen vitterligt
Mørch fører læseren gennem mange gammelkendte forlig, lovgivninger og ikke mindst rævekager, som ellers er forbeholdt korridorsnak. Som da den radikale Edvard Brandes fik godtaget en hjemmelavet regel om, at der kun måtte være én jøde i regeringen – den hev han frem som et andet Magna Charta, når det passede ham og blev overraskende nok taget alvorlig.

Besættelsestiden
Søren Mørch formår at lægge alle mulighederne frem. Både dem vi har hørt før og dem medierne har valgt ikke at prioritere, men han er aldrig sort og hvid i sine holdninger. I kapitlet om Erik Scavenius, der i flere ombæringer har været Danmarks udenrigsminister inden han blev statsminister, giver Mørch en anden vurdering af Scavenius indsats
eller mangel på samme den 9. april 1940, end der sædvanligvis bliver lagt for dagen. ”Aldrig mere 9. april” er manges øjne. Søren Mørch spørger med Henrik Stangerups ord, om vi i stedet skulle have valgt at kæmpe videre, så der i stedet for 125 døde i Mindelunden, skulle have været begravet 1.250, 12.500 eller 125.000. Mørch minder blot om, at vi slap billigt sammenlignet med alle andre europæiske lande. Samtidig minder han om, at Scavenius først tiltrådte stats-ministerposten i 1942, hvorfor han næppe kan tilskrives politikken bag den 9. april.

Dengang de radikale havde mange vælgere
Et andet velkendt udsagn er, at der aldrig har været radikale vælgere nok til de mandater, som partiet fik under
landets første tv-minister, Hilmar Baunsgaard da partiet gik frem fra 10 til 27 mandater. Ingen var i tvivl om, at Hilmar Baunsgaard ene mand stod for partiets eklatante fremgang. Derfor spørger Søren Mørch også, om det var den populære Baunsgaards skyld, at det gik galt, da det gjorde det, da forsøget mislykkedes under VKR-regeringen. Mørch spørger let spydigt: ”Kunne Baunsgaard gøre for det? Det er selvfølgelig umuligt at give noget svar på den slags hypotetiske spørgsmål. Kun kan man sige, at var det lykkedes, ville det være Baunsgaard, der havde fået æren for det, og så må
han vel også bære ansvaret for, at det mislykkedes? Eller hvad?”. Søren Mørch er i det hele taget ikke bange for at fortælle historierne bag personerne i et direkte sprog, hvad enten det drejer sig om Staunings drukkenskab, Kampmanns
maniodepressivitet eller den ellers så perfekte Jens Otto Krags otium, som efter en række mislykkede forsøg ved universiteter og dagblade gik op i whisky og ingenting. Men disse sidehistorier, som sjældent fortælles af historikere, er med til at danne et helt og ikke kun politisk nøgternt billede af landets regeringschefer fra Hørring til Schlüter, og Mørch fortæller da også med

Den sidste er konens chef
Den sidste beskrevne minister i rækken, nummer 24, er den konservative Poul Schlüter. Den farverige forfatter fortæller til sidst, hvorfor han og forlaget valgte at stoppe før den nuværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen: ”Der er ikke kommet nogen historie om Poul Nyrup Rasmussen. Det kan der ikke være, når min kone er minister i den regering, han er chef for. Sådan er det!”
Var fru Mørch alias Ritt Bjerregaard ikke tiltrådt posten som fødevareminister den 23. februar 2000, havde vi givetvis fået en ikke kedelig udlægning af ministeriet Nyrup!

(Søren Mørch. 24 Statsministre. Gyldendal. 480 sider. 395 kr. indb.)

Køb bogen HER









Udskrift af artiklen er kun til privat og personlig brug. Nyt fra Danmark har ophavsretten til samtlige artikler på www.nytfradanmark.dk