Nyt Fra Danmark - magasinet for Udedanskere
Keld Zeruneith: Træhesten - fra Odysseus til Sokrates

Fra Odysseus til rockerne

Skrevet af: magister Henrik Bandak. Fra nr.: 4, 2002

Grundtvig troede i god nationalistisk ånd, at danskerne var et af Gud udvalgt folk, samt at de endog var den græske kulturs sande arvtagere - hvorfor skulle f.eks. det ellers hedde danaidernes kar? Noget længere tilbage var nationalchauvinistisk bestillingsarbejde almindelig hos historieskriverne og kendes også fra Sverige; men Grundtvig troede virkelig på det.

Det er alligevel uretfærdigt, at faget oldtidskundskab siden har mistet status, for meget af den indoeuropæiske kultur er fællesgods, og selv længe inden vikingetiden var der handelsmæssige og kulturelle forbindelser på kryds og tværs. Vidste De for eksempel, at Homers historie om Odysseus, der narrer den dumme kyklop, findes identisk hos Laplands samer - med de velvoksne ariske nordboer i rollen som kyklopen?

Oldævl

Faget oldævl findes rettelig stadig, og lektor i nordisk litteratur Keld Zeruneith har netop udgivet sit livsværk Træhesten, som på engang er båret af en dristig vision og et solidt grundmuret forhold til kilder og forskning udi det oldgræske fra Homer til Sokrates. Zeruneiths budskab er at den græske kultur på et par hundrede år beskriver en udvikling fra vikingetid til det moderne, kristne menneske - idet Sokrates på mange måder er en græsk parallel til Jesus.

Sokrates hævder nemlig at etikken, samvittigheden og gudsforholdet er et individuelt mellemværende, der står over stat og politik; og med udsigten til martyriet afstår han demonstrativt fra kompromisser og flugtveje: For netop ved sit martyrium kan han gøre det klart for alle, at magthaverne misbruger deres egne love og statens autoritet, samt at magt og ret er to forskellige ting. Ganske som Jesu død på korset af Paulus blev fremstillet som hans endelige sejr over denne verdens love. Også Sokrates giver kejseren hvad kejserens var og siger, at det er bedre at lide uret end at udøve uret.

Forfatterens bedrift

Allerede Kierkegaard havde blik for denne parallel, men Zeruneiths bedrift er at vise at dette motiv er forberedt allerede hos Homer og udvikler sig via de græske tragediedigtere for at nå deres blomstring hos Sokrates. Det handler om overgangen fra mytisk til moderne tid, fra moderret til faderret, fra identitet via slægten og blodet til individuel selvbevidsthed og ansvar samt evnen til at udtænke helt nye politiske løsninger. Ligesom i de nordiske sagaer udspiller Homers Illiade sig i en aristokratisk tid, hvor æren og blodet er højeste lov, og hvor slægtsfejder aldrig kan tage en ende. Storslået, men også et kaos med masser af uskyldige ofre.

Illiadens officielle helt er Achilleus, som vælger den ærefulde død på slagmarken - en stateligt retlinet, men også enfoldig sjæl, der slet ikke kan styre endsige skjule sine følelser. Han foragter Odysseus, som udover at være fysisk uskøn er en listig rad, der forstår at snakke besnærende og tit siger det modsatte af hvad han mener. Men netop denne uridderlige type overlever i modsætning til Achilleus krigen mod Troja, for det er netop hans snedighed i form af den berømte trojanske hest af træ, der udvirker den endelige sejr over trojanerne samt tilbageerobringen af den skønne prinsesse Helena.

Den snedige helt

Odysseus er således den virkelige helt just i kraft af sin snuhed, sin evne til at spille med skjulte kort, og sin styrke til at betvinge sine lidenskaber og sit raseri - som det moderne menneske er han ikke slave af nuet og kan prioritere på lang sigt. Nu hører man ikke i selve Illiaden om den endelige sejr - Illiaden omhandler kun et afsnit af den årelange krig; men vandrehistorien var jo kendt af alle grækere.

I Homers fortsættelse Odysseen udfolder den snu helt alle sine potentialer og overvinder hjemrejsens farer såvel som skjønne, men livsfarlige fristelser for til sidst at genoprette fred, lov og orden hjemme hos den af magtbegærlige bejlere belejrede hustru - for også hun er tålmodig og holder bejlerne hen med list i mangel på magtmidler. Nok dræber Odysseus alle bejlerne - men derefter forsoner han sig som noget helt uhørt med deres slægter og genindsætter dem i deres rettigheder. Odysseus er således ikke blot krigens sejrherre, men også fredens: Han indstifter en art retssamfund, der bryder med blodhævnens princip. Han støttes heri af Zeus og Athene, men modarbejdes af havguden Poseidon.

Homer revolutionerer den græske gudeverden, for hans olympiske guddomme overvinder reelt hele den kaotisk og lunefulde verden af naturguder såsom Gaya, Dionysos, Poseidon og Demeter - og Zeruneith sandsynliggør i sin bog, at alle de berømte skær og fælder på Odysseus hjemrejse er de gamle moderguders forsøg på at styrte den selvbevidste oprører. Odysseus kan imidlertid kun besejre dem ved at indrømme dem en vis berettigelse - ganske som det moderne menneske trods alt er nødt til at anerkende sin naturside for ikke at bryde sammen psykisk.

Symbolsk nok ender Odysseus derfor med at give et forsoningsoffer til havguden Poseidon, som han ellers har gjort grundigt til grin ved sin snuhed. Odysseus lider nemlig modsat mange andre helte såsom Faust ikke af hybris og vedkender sig derfor sine begrænsninger. Han er derfor Sokrates helt og forbillede, for også Sokrates har selverkendelse og formår at skelne det ydre fra det indre - og han er da også selv en klog og smuk sjæl i et grimt legeme. Zeruneith skriver fyndigt, at ganske som Odysseus lå skjult i den berømte trojanske hest, således lå Sokrates gemt i Odysseus.

Kvinder uden
rettigheder


Om der ligefrem har hersket matriarkater på forhistoriske samfundstrin, betvivles stærkt i vore dage. At naturen og moderen som det livgivende frugtbarhedsprincip har hersket på det mytologiske plan, er derimod dokumenteret. Men når samfundet gør sig til herre over dyrkningen og gør jorden til en kapital, der skal forvaltes med forstand samt forsvares med magt, kommer det mandlige i højsædet: End ikke frugtbarhedens magiske kraft får kvinden lov at beholde, for nu hedder det at kvinden blot er en beholder for mandens skabende sæd. Det græske demokrati var da også kun for mænd og kvinderne retsløse ganske som i mange af vore dages islamiske lande.

Den overdrevne dyrkelse af det maskuline ser man ikke blot hos Illiadens stolte krigere samt i guldalderens Athen, men også i mange islamiske samfund samt hos vor tids rockere med deres ofte latrinære manddomsprøver. I virkeligheden er de karikaturer af den modne mandlighed, og det skyldes for Keld Zeruneith at se deres drengefrygt for at blive genopslugt af moderdyret - for selv den stærkeste høvding har jo nu engang været spædbarn og i moderens vold. Den græske forkærlighed for homoseksuelle forhold må forstås i forlængelse af deres frygt for tilbagefald til den store moder - som en umoden afsky for det kvindelige. Påfugleagtig virilitetsdyrkelse og homoseksualitet ligger således næppe hinanden så fjernt igen.

Odysseus med sin kloge og trofast ventende hustru Penelope betegner derimod den gyldne middelvej som urbilledet på den berømte sindets ligevægt, som Sokrates senere prædiker - for skønt Sokrates havde drengeforhold og nok forsømte sin bistre kone Xantippe, så forsvarede han kvindens klogskab og sjælelige menneskeværd i den ideelle retsstat.

I forlængelse af Keld Zeruneiths eget billede kan vi sige, at ligesom Odysseus gemte sig i træhesten og Sokrates i Odysseus, således gemmer Zeruneith sig i Sokrates - og da Zeruneith er gift med forfatteren Suzanne Brøgger, tør vi måske endda slutte, at Suzanne Brøgger lå gemt i Xantippe. Så både i krig og kærlighed gælder det åbenbart om at tænke sig om, før man dømmer.
I øvrigt er både Illiaden og Odysseen netop blevet nyoversat af filologen Otto Steen Due.

Keld Zeruneith: Træhesten - fra Odysseus til Sokrates (Gyldendal, 600 sider, 350 kr)

Køb bogen her


Udskrift af artiklen er kun til privat og personlig brug. Nyt fra Danmark har ophavsretten til samtlige artikler på www.nytfradanmark.dk