Nyt Fra Danmark - magasinet for Udedanskere
Per Højholt: Auricula

Per Højholts sprogeventyr udkommer nu efter 23 års arbejde

Skrevet af: Mikael Rømer. Fra nr.: 3, 2001

I de sidste par år har der i danske litteraturkredse fundet en animeret debat sted om avantgardismen. Debatten, der i høj grad har været båret frem af Forfatterskolen med rektor Niels Frank i spidsen, har drejet sig om spørgsmålene: Lever avantgarden, er den død, har den endnu en berettigelse i det ny årtusinde og hvad vil det i det hele sige at være avantgarde. Med udgivelsen af Per Højholts sprudlende værk ”Auricula”, kan det første spørgsmål i hvert fald roligt besvares: Ja, avantgarden lever.

Digteren Per Højholt (født 1928) debuterede med Hesten og Solen i 1949, og har siden midten af 1960’erne været en af modernismens betydeligste danske lyrikere. Højholt har siden 1978 arbejdet på bogen Auricula, som nu længe ventet er udkommet til de fleste anmeldere og litteraturentusiasters store glæde.

Auricula er latin og betyder øre, og ører spiller da også en væsentlig rolle i bogen. Højholts sprogeventyr begynder med en beretning om en stor stilhed der indtraf midt under første verdenskrig. Under denne stilhed – om hvilken der ifølge Højholt ingen beretninger findes, da den var uforudset – fandt et antal samlejer sted, hvilke afstedkom fødslen af et uvist antal ører. Disse ører adskilte sig fra andre ører ved at ”der på stedet hvor det ordinært er forbundet med et kraniumsben- og bruskdannelse var et sammengroet ar, en fold som i sin lidenhed mindede om en hermafrodits kønsorgan”. Og så kan historien begynde.

Litterære løsører
I bogens første del af i alt fem, følger læseren disse løsgående ørers færden rundt i Europa på deres tilsyneladende planløse rejse. På forsiden af Auricula, står der under forfatterens navn, at bogen er en roman. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Auricula er et stort bogværk, men en roman er det nok næppe. Vender man bogen om, står der om Auricula at det er ”Projekt og underholdning, encyklopædi og anekdote...”, og det er noget tættere på en definition af genren, end det forkyndes på forsiden.

Men nu skal man ikke forvente, at Højholt er encyklopædisk som Borges er det. Litteraturhistorien optræder derimod i bogens første del kun som de løsrevne indtryk ørerne får på deres rejse til fods (krabbende omkring) og med skib gennem Europa. Da ørerne eksempelvis kommer til Sverige krabber de i Gøteborg forbi Stora Teatern, som spiller stykket ”Et dukkehjem”, men mere hører vi ikke om det. På samme måde, da ørerne begiver sig til Gibraltar befinder den spanske digter GarcÌa Lorcas skuespil Yerma sig på uforklarig vis i tunnellen under klippen.

Beretningerne i Auricula er i særdeleshed underholdende, alene af den årsag at vi følger en række ører, der rejser rundt i Europa. Skal man have noget ud af Højholts (af)sindige bog, anbefales det dog at huske at holde tungen lige i munden under læsningen, ligesom et godt kendskab til litteraturhistorien afgjort øger læseoplevelsen.

Hyldest til avantgarden
Bogens anden del er Èn lang hyldest til det tyvende århundredes avantgarde. Beretningerne bliver her mere udførlige og henvisningerne bliver ligefrem tydelige, således indføres læseren i James Joyce’ privatliv, Joseph Conrads modvilje over for det engelske sprog, Franz Kafkas ”Dommen”, Kafkas ven Max Brod, der mod vennens vilje udgav hans litterære værker efter hans død, om Virginia og Leonard Woolf og hele slænget fra Bloomsbury-tiden, om T.S. Eliot og Ezra Pound og Marcel Proust hos hvem den omtalte stilhed finder sit museum.
Tredje del er helliget Marcel Duchamp, hans værk og kunstens avantgarde. I bogens fjerde del bliver en del forklaret om ørenes biologi og psykologi, der er en hjælp til forståelse af bogens første del. Femte og sidste del, der begrænser sig til sølle fire sider, omhandler de danske ører. Den noget ufuldstændige afslutning, lægger tydeligt op til en fortsættelse – et rygte Højholt da også selv mere eller mindre har bekræftet

Højholts store bog lægger sig op ad værker som James Joyce’ Finneganns Wake, Jorge Luis Borges noveller og i skrivestil den franske forfatter CÈline, især dennes ”Fra det ene slot til det andet”, som er Èn lang talestrøm i brudte sætninger. Højholt afslutter modsat CÈline alle sine sætninger, men det lykkes ham imidlertid, til trods for et fantastisk sprog, at forvirre læseren om muligt endnu mere end hvad både CÈline og Borges formår. Men netop sproget og humoren i Højholts fortælling er grunden til, at den afsindige ordstrøm, der på et øjeblik ændrer karrakter og vender ethundredeogfirs grader, bliver en fantastisk læseoplevelse. Højholt besidder en imponerende viden, en kraft og en energi, der aldrig reduceres eller sløver hen - fra den store stilhed indtræffer på side syv, til bogen når sin afslutning med de danske ører på side 367.
(Per Højholt. Auricula. Gyldendal. 368 sider. 295,00 kroner)

Køb bogen HER





Udskrift af artiklen er kun til privat og personlig brug. Nyt fra Danmark har ophavsretten til samtlige artikler på www.nytfradanmark.dk