Nyt Fra Danmark - magasinet for Udedanskere
Ebbe Kløvedal Reich: Billeder af Jesus – en beretning fra Danmarkshistorien

Troens sprog aktualiseres i ny bog af Ebbe Kløvedal Reich om Jesus i Danmarkshistorien

Skrevet af: Henrik Bandak. Fra nr.: 3, 2001

Folkekirken har længe skrantet og da især i storbyernes indvandrerrige områder. Det har sat megen debat i gang omkring kirkens rummelighed og dens muligheder for at nå det moderne menneske uden at udvande det kristne budskab. Det er derfor kærkomment, at forfatteren og historikeren Ebbe Kløvedal Reich nu har udgivet en bog om kristendommens historie på dansk grund – nærmere bestemt opfattelsen af Jesus som menneske og som Guds søn.
De skiftende opfattelser af Jesus og Kristus i forskellige epoker afspejler den historiske situation. På Jelling-stenen er Kristus-kongen afbildet uden kors. Fra Knud den Stores tid stammer vort tidligste krucifix _by-krucifixet (som findes på Nationalmuseet), hvor Jesus for første gang afbildes på et kors, men stadig som en potent hersker. Paven opretter ærkebispesædet i Lund 1103, og i tiden derefter ser man for første gang på kalkmalerierne Jesus afbildet som menneske – men han bærer ikke præg af smerte og lidelse. I 1157 tager Valdemar og Absalon magten i landet og knuser de vendiske hedninge – og atter optræder Kristus som kongen på sin himmelske trone.
I 1100-tallet holder cistercienserordenen sit indtog med bl.a. Esrum Kloster. Dens grundlægger Bernhard af Clairvaux og hans elev ærkebisp Eskil lagde vægt på Jomfru Maria – og selv om hun ofte afbildes som den himmelske dronning, styrker hun opfattelsen af den jordiske og lidende Jesus, smertensmanden. For moderskabets jordiske side vejer tungt trods den mirakuløse undfangelse. Ganske vist er det os, som har korsfæstet Jesus, men han opfattes samtidig som vor repræsentant over for faderen; og hvad han ikke kan udvirke, det kan hans moder, som elsker Gud mere end nogen anden. Vi har den hellige Bernhards ord for det, at hun vil viderebefordre vore bønner til rette vedkommende.

Smertensmanden
Efter Valdemar Sejrs død 1241 kommer rigets lange nedgangstid, som forstærkes af den sorte død, og nu er Jesus for alvor smertensmanden, den martrede. Men jævnsides med ham dukker hans logiske modstykke den strenge dommer op: Nu hjælper ingen kære mor. Spændingen mellem den lidende Jesus og den dømmende Kristus er næsten ubærlig. I 1400-tallet kulminerer så den katolske kirkes indre forfald og pavemagtens korruption, hvilket afspejler sig i heksebrændinger samt en rigdom af djævle i kalkmalerierne. Men med fransiskanerklostrene kommer nåden tilbage, og Jesu lidelse opfattes her især som anledningen til Marias sorg. Vi ser det på Claus Bergs altertavle i Gråbrødrekirken i Odense, hvor Kristus er forsoner i stedet for dommer.
Så kommer Luther og reformationens vidtgående billedforbud til fordel for ordet. Maria-dyrkelsen bandlyses, så smertensmanden og dommeren står tilbage – men til gengæld betones nu almagtens styrke til at slette vor syndebyrde. For Luther tilslutter sig jo Paulus tolkning, at Jesu med sin død har sonet menneskehedens synder – selv om det vel nøgternt set netop var vor værste synd at korsfæste Jesus. Vi ser det hos salmedigteren Kingo, der ikke var så bange for at synde i fuld tillid til, at den sejrende Kristus nok kunne frelse ham alligevel.

Den alfaderlige
forsoner

Efter tabet i begyndelsen af 1800-tallet af først Flåden og dernæst Norge indtræder en fase af religiøs og kunstnerisk inderliggørelse, som vi på forskellig vis ser hos Grundtvig, Thorvaldsen og Kierkegaard. Thorvaldsen og Grundtvig fremstiller Kristus som en mild og alfaderlig forsoner med klassiske skønhedstræk, og de betoner det almenmenneskelige og det harmoniske ligesom senere maleren Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke. Kierkegaard går den modsatte vej og ser Jesus som det absolutte paradoks og det nødvendige modstykke til syndens og fortvivlelsens uudgrundelighed. Som fornufts- menneske ved han alt om treenighedens fornuftsstridighed, men gør den til selve troens pointe – som man hverken kan afbilde eller popularisere.
Kierkegaards Jesus skal alene efterfølges, og opgavens umulighed er blot en synd mere. Efter det danske nederlag i 1864 opstod Indre Mission, som gav den radikale Kristus vind i sejlene. Tidehvervsbevægelsen med pastor Søren Krarup som en af frontfigurerne i vor tid er også inspireret af Kierkegaard.
Det moderne gennembruds forgrundsfigur Georg Brandes fornægter ikke blot Kristus, men bestrider endog at Jesus har eksisteret som historisk person. Her er der i dag enighed om, at Brandes gik for vidt, og han fik svar på tiltale af den lærde religionshistoriker Wilhelm Grønbech: Trods alle kildekritikkens afsløringer lyser Jesus igennem med en enestående og uudgrundelig autenticitet, som ingen kunne have fundet på. Grønbech fulgtes siden af en række forskellige kunstnere fra Dreyers til Jens Jørgen Thorsens Jesus-film og senest Villy Sørensen bog om Jesus.

En oprører
Fælles er en vidtgående enighed om, at man må skelne mellem den historiske Jesus og så den kristusskikkelse, som kirken har konstrueret. Jesus er en oprører – i nogles øjne mod Romerne, i andres mod jødernes selvretfærdighed og troen på moralske regnestykker og linealer. Kristus-konstruktionen sker derimod lang tid efter hans død som en omtolkende reaktion på jødernes bitre nederlag til romerne samt Jerusalems ødelæggelse.
Men hvor står så Kløvedal Reich selv? Reich er bekendende kristen og betoner som Grundtvig det levende fællesskab – samt Jesu menneskelighed som betingelsen for, at vi modsat muslimerne kan gøre os billeder af Gud. Men for tiden kniber det, og kirken stander i våde.
Men uden tro kan mennesket ikke leve, og Reich tror på den Jesus, der forkyndte Guds kærlighed og kraft imod magten og gik i døden for sin forkyndelse, så det har virket lige siden. Jeg tror også, at det var evangelisterne og kirkebyggerne, der for at holde sammen på tropperne udstyrede ham med et stort udvalg af guddommelige titler, himmelsk trone, afskyelige djævle, gigantiske undergangssyner og dommedag ved tidernes ende.
Sluttelig bekender Reich sig til Folkekirken som en borgerlig indretning samt til åndsfriheden i et ligeværdige fællesskab. Og kirken behøver både ord og billeder for ikke at tørre ind: Vi står svagt over for muslimerne, hvis vi ikke bestandig aktualiserer troens sprog.

(Ebbe Kløvedal Reich: Billeder af Jesus – en beretning fra Danmarkshistorien, 199 sider, 249 kr.)

Køb bogen HER



Udskrift af artiklen er kun til privat og personlig brug. Nyt fra Danmark har ophavsretten til samtlige artikler på www.nytfradanmark.dk