Nyt Fra Danmark - magasinet for Udedanskere
Joakim Garff: SAK

Om Slaget på Rheden for tohundrede år siden hedder det i sangen, at vi vandt på Kongedybet - men det er jo løgn

Skrevet af: magister Henrik Bandak. Fra nr.: 2, 2001

Således er det med nationale myter, at vi behøver dem som en art kollektive selvbedrag. På lignende vis er det gået med vort nationalgeni Søren Kierkegaard, som døde 1855 efter i mange år at have fristet en socialt forfrossen tilværelse i strid mod autoriteterne og de dengang herskende kulturelle og religiøse illusioner.

Den uglesete filosof er selv for længst gået hen og blevet et stykke danefæ og et klenodie af den art, som medieverdenens hofsnoge og kulturelle kransekagefigurer ikke ofte nok kan tage frem og pudse - i den forvisning at være den store mands åndsfæller og arvtagere.

Ak, ak - det er med mesterens egne ord til kong Christian den Ottende ikke let at være geni i en købstad. Nuvel, Sørens far havde penge, og det har han stadig - således har vi nu udover universiteterne et Søren Kierkegaard Forskningscenter, hvor mesterens posthume elever med elektronmikroskop undersøger, hvad der gemmer sig bag overstregningerne i hans mastodontiske dagbogsjournaler. En komplet og kommenteret udgivelse af samtlige Kierkegaards efterladenskaber på over 50 bind er på vej.

Hvad ville Kierkegaard selv have sagt til det, kan man spørge - for hans budskab var netop det, at i livsspørgsmål må hvert menneske i en vis forstand begynde forfra, ligesom han fnyste ad alle forsøg på at indfange eksistensen i et videnskabeligt projekt.

Ny spændende biografi

Men hvis man har lyst til at læse en velskrevet og spændende biografi om Kierkegaard og hans tid, så er det oplagt at købe kierkegaardforskeren og teologen Joakim Garffs murstenstykke bog SAK - hvilket er en forkortelse af Søren Aabye Kierkegaard.

Kortere introduktioner til Kierkegaard findes der mange af, men dybtgående biografier med prætentioner om at belyse alle aspekter og facetter af fænomenet Kierkegaard er få. Først og fremmest Georg Brandes bog fra 1877 og Johannes Hohlenbergs fra 1942. Joakim Garffs bog fører os ajour med den mellemliggende tids forskning og forskellige tolkninger, samtidig med at forfatteren har sin egen. Men hvor man tidligere i højere grad tog Kierkegaard på ordet og forstod ham som en kristen tænker, så tillader Joakim Garff sig at sætte spørgsmålstegn ved den tolkning og hæfter sig i stedet ved Kierkegaards fantastiske evne og hang til at omsætte drift til skrift.

Garff er her ikke blot inspireret af psykoanalysen, men nok så meget af de såkaldte dekonstruktivister - en skole af litteraturforskere, som betvivler muligheden for at give autoritative tolkninger af tekster og meningen bag dem: Det eneste vi ved er - at Kierkegaard elskede at skrive. Og hans hemmelige note var måske en fiktion.

Mening i galskaben

Det lyder studentikost, for så kunne vi jo også betvivle Kaj Munks kristendom, Hitlers nazisme - og Joakim Garffs egen Kierkegaard-kærlighed. Men der er nu også mening i galskaben - for ganske som vi har vore nationale myter, så er det dokumenteret, hvorledes store forfattere ofte tolker deres livsprojekt ud fra påståede nøglebegivenheder, som er mere eller mindre fiktive.

Den myte eller med en moderne kliche fortælling, hvormed et menneske forstår sit liv, kan langtfra altid tages for pålydende - og da især næppe, når der er tale om et menneske, hvis hele liv foregik på skrivepulten. Vist kan barndomsoplevelser være formende, men i mange tilfælde er der tale om omtolkninger med tilbagevirkende kraft, hvor det snarere er nutiden, der fabrikerer en fortidshistorie. Således er myten om en kummerlig barndom ofte opspind.

Søren Kierkegaard forstod sit eget liv i lyset af sin fars fald som dybt besmittet af arvesynden: For faderen havde avlet ham med sin tjenestepige efter sin kones død; og i sin barndom på Jyllands hede havde han engang i vrede forbandet Gud og frygtede resten af sine dage Guds hævn. Det mærkelige var, at den fattige vogterdreng drog til København og blev en hovedrig og højt agtet kræmmer - men da hans børn så begyndte at dø et efter et, øjnede han meningen: Gud havde ophøjet ham blot for at kunne nedslå ham desto mere eftertrykkeligt.

Kærligheden korsfæstet

Og patriarken indviede yndlingssønnen Søren i den overbevisning, at han ikke ville blive ældre end Jesus, og at den gamle selv ville blive ene tilbage som et levende gravkors over en forbandet slægt. Derfor mente Kierkegaard ikke at kunne gifte sig og brød forlovelsen med sin elskede Regine; men samtidig følte han heller ikke at have ret til at fortælle faderens hemmelighed og valgte i stedet at spille skurk for at vænne pigen fra. Han korsfæstede sin kærlighed for pigens skyld.

Dette er Kierkegaards egen myte, som Joakim Garff altså tillader sig at rejse tvivl om. På tilsvarende vis har psykoanalytikere da også tidligere ment, at Kierkegaards angivelige grund snarere var en seksualforskrækket ung neurotikers kærkomne påskud for at flygte tilbage til drengeværelset og stilehæfterne.

Gøgegungens ord

Et andet punkt, hvor eftertiden har taget Kierkegaard på ordet, er hans samtids hykleri og dumhed. Eftertiden ser gerne Kierkegaards samtidige som tåber eller skurke - men sandheden er, at flere af Kierkegaards modspillere såsom Biskop Mynster og hans efterfølger Martensen for ikke at tale om den tids officielle åndsfyrste på købstadens parnas Johan Ludvig Heiberg var højtbegavede og lødige mennesker.

Atter er spørgsmålet, om ikke geniet ofte er en gøgeunge, der kræver sin myte i form af umulige autoriteter og åndelige stedsøskende, der for enhver pris må sparkes ud af reden, så der kan blive et godt afsæt for skriveriet. Ganske som også håbløs kærlighed er et klassisk påskud for digterisk heltedåd hinsides det virkelige livs ubehagelige fordringer.

Kuppet med Joakim Garffs bog er udover et glimrende sprog netop det grundige blik for tiden og det åndelige miljø. Og derfor kan den nok så meget anbefales som en biografi over guldalderens København på solsiden.

Joakim Garff: SAK (Gads forlag, 738 sider, 400 kr)







Udskrift af artiklen er kun til privat og personlig brug. Nyt fra Danmark har ophavsretten til samtlige artikler på www.nytfradanmark.dk