Nyt Fra Danmark - magasinet for Udedanskere
Per Stig Møller: Munk

Mellem skænderier om nulevende marxisters og kommunisters gerninger er opgøret med digteren og præsten Kaj Munk atter sat på dagsorden af De Konservatives tidligere formand Per Stig Møller

Skrevet af: Henrik Bandak. Fra nr.: 1, 2001

Det er længe siden Danmark har ført krig, og sidste gang 1864 gik det os heller ikke godt. Til gengæld er vi meget dygtige til at skændes for åbent tæppe - og da især om hvad andre, herunder udvalgte forfædre burde have gjort, hvis de havde været af samme heltemodige støbning som vi selv. I snart flere år har Weekendavisen ført krig post festum mod gamle marxister, som i dag indtager betydelige positioner i det etablerede samfund. Dog ikke mod Berlingske Tidendes egen chefredaktør Peter Wivel, som i hine tider var fremtrædende på barrikaderne. Fronten rykker stadig frem, idet kampen nu står mod de historiske skribenter til den store danske encyklopædi: Artiklen om kommunismen er således skrevet af en forhenværende kommunist.

Omvendt er det blevet bedre tider for præsten og dramatikeren Kaj Munk, der blev myrdet af tyskerne i 1944. For skønt han nærmest bevidst styrede mod martyriet, hvormed han håbede at kunne vække danskerne til modstand, har han i mange år haft et blakket eftermæle og da især i de år, hvor marxismen stod i høj kurs. Det skyldtes først og fremmest hans betagelse af martyriet og det heroiske ideal, dernæst hans nationale sindelag hinsides den sande internationale upartiskhed, samt endelig hans kristendom.

Anklagerne mod Munk

Kaj Munk har dog lidt den dobbelte tort tillige at have været miskrediteret af toneangivende landsmænd efter krigen. Kaj Munk var nemlig ligesom de bedste af fordums marxister et følsomt og idealistisk gemyt med dådstrang, og sådanne mennesker risikerer nu engang at tage fejl, og det tilgiver eftertiden ikke. For Munks vedkommende drejer det sig om hans tidlige betagelse af Hitler og Mussolini og hans mistro til demokratiet, som efter hans mening udartede til misundelse, ligemageri og demagogi. Så hellere end tyran med en klar ide, som kan sætte skik på slapheden, og derfor troede han længe på Hitler som en frelserfigur.

Men Munk tog med det samme afstand fra jødeforfølgelserne og indså til sin forfærdelse, at føreren ikke var den, som han havde troet og håbet på. Han havde længe været overbevist om, at demokratiet var en smuk ide, som syntes dømt til at blive forkvaklet i praksis; nu måtte han tillige se, at hans ide om den frelsende og kristeligt opofrende diktator heller ikke havde meget at skaffe med virkelighedens diktatorer. Danmmarks skæbne var den dobbelte ulykke, at Vi fik Hitler og beholdt Stauning.

De bedst egnede

Valget var for ham som mellem Schylla og Charybdis: hvilket onde var mindst? Paradoksalt nok var en af hans grunde til at kunne lide Hitler netop de demokratiske danskeres slaphed og mangel på forsvarsvilje: de burde have forsvaret sig, og deres opgivenhed talte til Hitlers fordel.

Altså en darwinistisk inspireret tanke om den bedst egnedes overlevelse. Men også et spor af hans forbillede Søren Kierkegaard, for hvem den afgørende målestok for en ides værdi er den lidenskab og helhjertethed, hvormed den kan anspore os uanset fornuftens reservationer. I løbet af trediverne appellerede Kaj Munk talløse gange til den gode diktator, men indså til sidst, at der ikke blot var tale om en travl gigants misforståelse. Beundringen vendtes efter besættelsen til had og opfordringer til modstand; Munks skrifter blev forbudt, men det bidrog blot til at gøre ham til nationalsymbol, og han skærpede stadig tonen vel vidende, hvordan det måtte ende.

Foragt for
samarbejdspolitikken


Munk havde kun foragt tilovers for regeringens samarbejdspolitik og dens fordømmelse af sabotage. Det var da også med regeringens velsignelse og under trussel om inddragelse af arbejdsløshedsunderstøttelse, at mange danske meldte sig som arbejdskraft i tysk tjeneste, bl.a. på østfronten: Der døde over tre gange så mange soldater i tysk tjeneste som i kamp mod besættelsesmagten. Interneringen af kommunisterne efter Hitlers krigserklæring mod Rusland var også et svigt - men det skal i den sammenhæng huskes, at kommunisterne officielt indtil da havde støttet Hitler i medfør af hans ikke-angrebspagt med Sovjet.

Ikke desto mindre kom modstandsbevægelsen til i høj grad at bestå af kommunister, og derfor frygtede etablissementet, hvordan det skulle gå vort land efter befrielsen. Man dannede regering sammen med Frihedsrådet for således atter at få del i æren og magten - men følte samtidig skam over sin lidet glorværdige rolle, som Munk havde fordømt. Det gav sig udslag i, at man bagvaskede modstandsmanden Munk som en afsporet Hitler-dyrker, der havde vendt sig mod sin helt i en art faderopgør. På den måde kunne man ombytte rollerne og bevare agtelse og selvrespekt.

Per Stig Møllers bog

Den tidligere formand for Det konservative Folkeparti, dr. phil. Per Stig Møller har nu skrevet en tyk bog om Kaj Munk, som har sat sindene i kog endnu en gang. Bogen er blevet fulgt op af en massiv debat om, hvorvidt Munk var nazist, samt om graden af hans demokratiske sindelag og tidspunktet for hans første reservation mod Hitler.

Der er dog ikke primært tale om en politisk hagiografi, men om en helstøbt biografisk gennemgang af Munks liv og værker - som i sjælden grad var ét.

Den tidligt forældreløse garversøn fra Lolland blev adopteret af et jævnt husmandspar og blev snart opdaget som en ejendommelig begavelse. Hans tidlige og gentagne konnfrontation med døden rystede ham og skærpede hans kristne fascination - heraf inspirationen til dramaet Ordet, der netop gennemspiller dette tema: Hvis vi troede tilstrækkeligt stærkt, ville Gud da kunne besejre døden? Stykket skildrer et tilsyneladende mirakel, men det lades op til beskueren art tolke det psykologisk eller teologisk. I hvert fald måtte Munk siden sande, at selv nok så stærk en tro på det gode diktatur ikke kunne forædle det mirakuløst.

Næsten alle Munks dramaer er inspireret af historiske skuespil som især Shakespeares, men de foregår ofte i hans samtids Danmark. Man kan således følge digterens stadige kamp med sig selv. Et gennemgående tema er, at den ædle hersker korrumperes, når han svigter kærligheden til fordel for magten: Troen på en ide er intet værd uden kærlighed.

Analyse af fascinationen

Per Stig Møller ser i nogen grad Munks fascination af den stærke mand som en længsel efter faderen. Læsværdig er Møllers fyldige gennemgang af værkerne og deres ide; men nok så overraskende er det, at Munk trods sit fanatiske hang var en uhyre slagfærdig mand med et jordnært og rammende vid, hvori han stod i gæld til både Shakespeare og Kierkegaard.

Evangeliet forkynder ikke syndernes afskaffelse, men syndernes forladelse, sagde den kvindeglade digter, som ligeledes fra prædikestolen tillod sig at betvivle jomfrufødslen. Om apostlen Paulus hedder det tilsvarende, at vist var han en gammel slubbert, men hvis han havde været en engel, skulle Pokker takke ham for, at han kunne se Gud. Dogmatik er djævlens måde at lave kristendom, tilføjer Munk med henblik på teologernes indbyrdes strid.

Tilbage står spørgsmålet, om Munks dramaer trods deres geniale replikker og nerve kan fange et moderne publikum. Ideindholdet kan i dag ofte forekomme overspændt, men den psykologiske skarpsindighed er lige så levedygtig som Shakespeares. Per Stig Møllers bog er et forsøg på at yde retfærdighed mod en digter, hvis forløjede eftermæle blev ukritisk overtaget af de marxistiske litteraturforskere i 70erne og 80erne. Netop den forskergeneration, som nu står for skud i den fortløbende skueproces, som vi indledningsvis omtalte.

(Per Stig Møller: Munk, Gyldendal, 565 sider)


Køb bogen HER




Udskrift af artiklen er kun til privat og personlig brug. Nyt fra Danmark har ophavsretten til samtlige artikler på www.nytfradanmark.dk