Nyt Fra Danmark - magasinet for Udedanskere
Søg på Nyt Fra Danmark:

Redaktørens klumme - nr. 4, 2006
Fredløs
af Allan Aistrup

Læs flere af Allan Aistrups klummer fra tidligere numre - find dem i arkivet.

Send

Print

Kan man cykle sig til sin egen fordømmelse? Ja, giver man efter for kærlige familiemedlemmers og velmenende venners pres er risikoen betydelig. Cykelturen vil overvejende sandsynligt ende med, at mange glæder, man hidtil har nydt, bliver taget fra en og erstattet med afsavn og angst. Først frarådes smør, æg, fedtmarmorerede bøffer og den fede sødmælk. Dernæst kommer vi til øl, vin og cognac, som i hvert fald skal begrænses til 21 sølle ugentlige genstande. Og tobakken, naturligvis. Det er jo helt oprørende bare at tænke på at vedblive med denne dybt skadelige nydelse, som tilmed også får alle omkring rygeren til at dø som fluer. Dømt bort bliver vel også den bløde lænestol under læselampen samt selvfølgelig de pæne lædersko og det stramme slips. Livet skal fortsættes i løbesko og konditøj, og på natbordet skal askebægret udskiftes med et pilleglas. Og vid, at risikoen alligevel forbliver stor. Du skal ikke tro, at du nogensinde mere kan slippe frygten.

Cyklen stod inde på hospitalet og den var uden baghjul. Til gengæld var den forbundet med bippende computerskærme, og under hele den lange tur op ad en stadigt mere og mere stejl bakke blev rytteren nøje overvåget af læger og sygeplejersker. Måske var det i virkeligheden lidt skuffende, at man ikke kreperede undervejs, så de kunne have fået brug for genoplivningsudstyret. Men den anstrengende tur i hjertekardiograftesten sluttede faktisk udramatisk. Hjertet holdt.

Men gør forstanden? Turen var frivillig, men hvad i alverden skulle jeg dog på den cykel. Jeg har jo bare en gang imellem følt lidt almindeligt ubehag, ja, måske en smule smerte og træthed, men Herregud, det er vel blot livets vilkår. Det er ikke så underligt, at alt ikke fungerer optimalt, når man nu er nået op i 50'erne. Til gengæld er glæderne jo umådelige. Jeg fejler sgu ikke noget. Det er verden, der er blevet vanvittig.

Hvad ligner det egentlig, at en ganske normal tilstand af slid og ælde skal gøres til behandlingskrævende sygdom? Hvorfor må jeg ikke blive stresset af hårdt arbejde, mærke hjertet hoppe af anstrengelse på tennisbanen eller få ondt i hovedet efter en aften med store sjusser og kraftige cigarer!

Problemet er, at man ikke kan få fred. Samfundet har inviteret sig selv langt ind i vores privatliv. I godhedens navn har et uoverskueligt system, befolket med eksperter i dit og dat, vokset sig almægtigt. Det blander sig i alt, overvåger alt og behandler alt. Lægen skal ikke bare tage sig af vores krop, nej også sjælen og samfundssindet skal han føre tilsyn med. Samtidig arbejder en hærskare af mennesker med de ædleste motiver, de længste uddannelser og de fineste forbindelser på at eliminere enhver smerte, sorg, uretfærdighed og ulighed. Deres ressourcer synes uanede. Befolkningen bombarderes med formaninger, som ustandselig bevises "videnskabligt" med nye skræmmende undersøgelser, der af en villig presse viderebringes under chokerende kæmpeoverskrifter, som nok kan få selv de mest forhærdede til at give efter. Som om det ikke kunne være nok, så skal de allersidste "svage" nu opsøges på gader og stræder af et korps af "velfærdsguider", der netop er oprettet - for 65 mio. kr. - for at finde dem, der ikke af egen drift henvender sig til det offentlige for at få hjælp.

Og vil man alligevel ikke makke ret med det gode, så er næste fase i udviklingen lige om hjørnet: Ikke alene skal de utilpassede skamme sig, nej, sanktioner skal der til; selvplagere som alkoholikere, rygere og grovædere må finde sig i, at arbejdsgiverne lovligt skal kunne bortvise dem, forsikringsselskaberne nægte dem policer og sygehusene sætte dem bagest i køen. Snart kommer turen vel også til de fattige, dem uden fast ejendom og firehjulstrækker og de ufaglærte under middelhøjde - i hvert fald hvis de ikke frivilligt underkaster sig lægetilsyn, rygestopkurser, væksthormoner og voksenuddannelser.

Vi er allerede langt inde i big brother samfundet, hvor afvigelser ikke tolereres, men i bedste fald behandles som sygdom og i værste straffes med udstødelse. Og der er absolut ingen tegn på, at det vil vende, for folket er med, hvad enten det nu skyldes hjernevask eller fri vilje. Nylige holdningsanalyser viser, at noget nær et flertal af danskerne gerne vil betale mere i skat, velsagtens fordi det hænger sammen med forventningen om at få mere og mere ud af systemet. Man kan ligefrem satse på en karriere som velfærdsrytter. Metoden er at skaffe sig maksimal fiasko og lade sig erklære uhjælpeligt syg og uegnet, så man kan få livsvarig hjælp og pengeydelser. Så er man en succes.

Samfundets altfavnende omsorg er desværre ikke begrænset til det, man er eller gør. Også tanker, taler og tegninger er under nøje opsyn. Meget er efterhånden så forbudt, at man skal passe gevaldigt på. Både livsstil og meninger er omfattet er vor tids tyranniske takt og tone, og det er symptomatisk, hvordan det kommer til udtryk i dagens uendeligt gentagne modeord: Integrere. Det slynges ustandseligt ud over os som den perfekte løsning på alle problemer - og sandelig ikke alene de, der drejer sig om indvandrere. Metoden minder om dengang præsteskabet klogede sig ved at tale latin til folket. Integrere er latin og betyder inddragelse i en større helhed. Det lyder umiddelbart tilforladeligt, for hvem bryder sig om være bænkevarmer, vel! På den anden side er det langt fra sikkert, at vi alle til hver en tid bryder os om at blive tvunget ud på dansegulvet. Måske vil vi hellere lave noget andet, noget som ikke alle er med i, eller vi endda er helt alene om. Jamen, fint, svarer storebror så ved at hive et andet modeord frem: Mangfoldighed. Her hopper kæden af. For kan eksistensen af modelbanebyggere og marathonløbere vel nok vidne om mangfoldighed, er det da ikke ligetil at indse, hvordan de sammen udgør en større helhed. Lad dem dog hver især være i fred med deres lyster, så længe de ikke generer hinanden. Om de så skulle finde på at tale drilsk om de andre, hvis udfoldelser de sikkert gensidigt anser for at være fuldstændig tossede. Ak, ja.

På gamle damplokomotiver er det nødvendigt en gang imellem at lade sikkerhedsventilen slippe højtryksdampen ud for at undgå kedeleksplosion. Derefter trækker det fint videre. Således vil jeg trods alt stramme slipset, tænde piben og skænke mig et stort glas rødvin! Glædelig jul og på gensyn i 2007.

Med venlig hilsen
Allan Aistrup
Ansvarshavende redaktør

Til toppen

TV2 går i luften uden for Danmark
Hidtil har udedanskere kun kunnet se DR programmer, men nu melder TV2 sig med en ny service
Læs mere...
Flere danske ambassader
Den danske ambassade i Algeriet
Udenrigstjenesten vil åbne nye ambassader
Læs mere...
Forsvundne slægtninge
TV programmet Sporløs kan hjælpe udedanskere med at finde familiemedlemmer hjemme i Danmark
Læs mere...