Udenlandsdansker - har nærmest en nedsættende klang, der smager af landsforvisning eller det der er værre, jævnfør historieskrivningens engelske Kong 'Johan Uden Land' - altså ikke en ærefuld betegnelse.

Udlandsdansker - er efter vor opfattelse en bedaget sproglig afart af det første og ældste ord for at en dansker i kortere eller længere tid, eller måske permanent, opholder sig udenfor det gamle lands grænser.

Udedansker - er det mest mundrette og dækkende udtryk for udlændingehed, uanset opholdets varighed. Det er desuden i samklang med oprindelige danske talemåder om at modtage "fremmede" (:gæster") og selv at "være ude" (:ude at rejse). Udedansker har da også fundet vej til blandt andet Folketingets forhandlinger, senest benyttet i 2004 af den radikale Elisabeth Arnold under behandlingen af lovforslaget om udvidet stemmeret for danskere i udlandet.

Sprogudviklingen vil formentlig pege mere og mere i retning af, at de to ældste betegnelser, udenlandsdansker og udlandsdansker, afløses af - udedansker.